AF JACOB BENTHIEN,
SEKRETARIATET FOR
UDENRIGSHANDEL

- til dansk arbejde

---

Dansk fabrikant tog
	flygtninge i
	aktiveringskursus - nu
	rejser de tilbage og vil
	starte produktion med
	hans udstyr

Det startede som et velmenende aktiveringskursus for bosniske flygtninge på bistandshjælp. Nu ender det måske med at blive et nyt, lille eksporteventyr for en lollandsk fabrikant. Flygtningene kommer hjem, og med sig har de to små fabriksanlæg til fremstilleing af isoleringsmateriale. Anlæggene giver flygtningene arbejde hjemme i Bosnien, og fabrikant Jørgen Munter kommer, i samarbejde med Industrialiseringsfonden for Østlandene, ind på endnu et marked med sit firma ISODAN.

"Det er et forsøg på repatriering af flygtninge, som kan blive til gavn for både Danmark og flygtningene selv," siger Munter. "Med uendelig små midler er det lykkedes at få enderne til at mødes i et ellers ret udsigtsløst arbejde. At der samtidig er penge i det for mig, og dermed for Danmark, er en sidegevinst, man alt for ofte overser, når man går ind i uddannelsesarbejdet med flygtninge herhjemme."

Økonomisk gevinst
Jørgen Munter fremstiller små fabriksanlæg, der omdanner gamle aviser til fibre. Materialet benyttes til hulmursisolering. Han har anlæg stående over det meste af verden, og gennem royalty- og servicekontrakter sørger Munter for hele tiden at have check på, at det, der dybest set er en simpel teknologi, fortsat giver penge hjem til moderselskabet.
Da Munter for et års tid siden fik en henvendelse fra Uddannelsescenter Billund i Vejle Amt, om han ville tage nogle bosniske flygtninge på et uddannelseskursus, var han umiddelbart positiv. Gift med en integrationslærer fra Tjekkiet er flygtninge i Munters hjem en selvfølge.
"Men selv om man ser bort fra min almindeligt positive holdning, har jeg altid haft den opfattelse, at flygtninge og gæstearbejdere er en økonomisk gevinst for Danmark. Når nogle påstår, de kun koster os penge, er det jo rent vrøvl. Vi får en uddannet arbejdskraft, der ikke har kostet os en øre. Det er jo kun op til os selv at udnytte den ressource, der ligger i flygtningene."

Ønsker at arbejde
De seks bosniere, der kom til Jørgen Munters lille fabrik i Vesterborg på Lolland, bar alle på de samme mareridt og rædsler fra borgenkrigen. Deres baggrund og familiemæssige situation var vidt forskellig, men på en række punkter taler de med én stemme:
"Vi vil arbejde, og vi vil tjene egne penge. Vi ønsker ikke at være en belastning for Danmark. Vores selvrespekt lider under, at vi lever som bistandsmodtagere. Vi er parate til at gøre næsten hvad som helst. For når vi arbejder, så tænker vi ikke så meget. Hvis vi tænker for meget på vores eget liv, så bliver det had, vi nærer mod dem, der tvang os bort, ikke til at bære."
Under uddannelsesprogrammet på Munters lille fabrik, groede ideen om at rejse tilbage til Bosnien med så at sige Munters små anlæg i bagagen langsom frem. Lidt efter lidt blev den skruet sammen: Dette her har vi lært, det kan vi, og det er noget, der er behov for, når Bosnien skal genopbygges.

Hjælp fra IØ
Jørgen Munter havde selv nogle få kontakter i Bosnien. Der var en interesse for hans fabriksanlæg, og med hjælp fra Industrialiseringsfonden for Østlandene er to anlæg nu ved at blive afskibet til Bosnien. Med lidt økonomisk hjælp fra bl.a. Dansk Flygtningehjælp er de seks bosniere nu parate til at rejse til Bosnien for at søge efter boliger og få de praktiske spørgsmål omkring en tilbagevenden klaret.
"Vi har alle sammen været i Danmark i alt for lang tid," siger Samir Drina. Som helikopterpilot i den jugoslaviske hær så han krigen komme i 1992 og besluttede sig for at forlade landet.
"Det var en svær beslutning at forlade sine kammerater, men som soldat i en borgerkrig var jeg blvet tvunget til at slås mod mine egne. Det kunne jeg simpelhen ikke bære. Nu risikerer jeg at komme tilbage som flygtning i mit eget land, men alt er bedre end det liv, vi lever nu."

Dedikerede medarbejdere
Håbet om at vende tilbage er krydret af både skepsis og angst.
"De, der blev tilbage og gennemlevede krigen, ser på os som landsforrædere," siger Senad Mujkanovic. "Vi stak halen mellem benene og kom til landet, der ifølge dem flyder med mælk og honning. De tror alle, at vi er blevet rige i Danmark. De forstår ikke, hvad det vil sige at leve som bistandsklient i Danmark, uden selvrespekt og uden nogen fremtid. Når vi vender tilbage til Bosnien, er der ingen boliger til os, og mange af vore tidligere venner, bekendte, ja selv familie, vil vende os ryggen. Hvis det ikke var på grund af de maskiner, vi nu kommer med, og som vi har lært at betjene, så ville en hjemvenden til Bosnien simpelthen ikke være mulig."
Om der er arbejde til de seks, når de med udlændingestyrelsens, de sociale myndigheder og Jørgen Munters hjælp kommer til Bosnien, vil tiden vise. Men uddannelsen i at betjene Munters anlæg er det hidtil bedste bud. Køberne i den anden ende står klar til at indgå i det joint venture, som bliver reultatet af IØ's og Jørgen Munters investering.
"Nu er det op til mændene selv," siger Jørgen Munter. "Men de tror på projektet - og lykkes det, så har Danmark fået nogle af de bedste og mest dedikerede medarbejdere i Bosnien, man overhovedet kan ønske sig."